|

Birgit Stentoft Pedersen
|
Det er ikke let at begynde en slags selvbiografi, når man,
som Emma Gad siger, ikke må begynde med jeg - eller hvem det nu
var, der skrev en hel masse om almindelig pli. Derfor begynder
jeg med et "men" foran, så falder det vel ikke helt ud af
rammen for god forfatteropførsel.
Men jeg blev altså født i 1942 på Lykkevej i Lindholm, og nu
skriver vi 2009, så det er ved at være et par dage siden.
Jeg har altid tegnet, klippet, klistret, modelleret og malet,
men mest akvarel og oliekridt, ind imellem mine daglige gøremål.
Der har desværre været meget lange perioder, hvor de
kunstneriske udtryk har ligget i dvale, fordi der ikke har
været den nødvendige tid til udfoldelse, og det har gjort mig
helt utrolig frustreret, fordi alle mine input lå og lurede
lige under overfladen.
Nu, hvor jeg er blevet pensionist og ikke mere er på
arbejdsmarkedet, kan jeg få tid. Det var da i hvert fald
meningen, for jeg har ventet på at komme "rigtigt" i gang hele
mit liv - uden at skulle tage hensyn til, hvor det daglige brød
skulle komme fra, imens jeg eksperimenterede for at finde mine
egne fødder.
Jeg ved ikke rigtigt, hvor tiden bliver af , for jeg synes, den
forsvinder imellem hænderne på mig, uden jeg når at få fat i den
rigtige ende, så jeg er stadig frustreret - og jeg er da alvorligt
bange for, det ikke bliver ret meget bedre.
Jeg har brugt en masse krudt og penge på utallige kurser. Det
har bare gjort min frustration endnu større, så til sidst
bestemte jeg mig for at tage en billedkunstlærer-eksamen. Så
kunne jeg jo selv undervise i stedet for og samle alle mine
forskellige retninger "under ét tag".
Nej, den gik skam ikke, selv om jeg ikke kunne fatte, at skolerne
ikke stod i kø for at få fat i det "lysende vidunder", som jeg
troede, jeg var, med min fine eksamenspapirer i hånden.
Man tager ikke en lærer ind udefra som billedkunstlærer, ellers
skal det da være en, som i forvejen er noget helt specielt, eller
med en oldemor et vist sted.
Måske på fransk visit, men ikke i en fast undervisning af en
klasse. Hvorfor skulle man for resten også det? Det er da
fuldstændig galimatias at tage en lærer udefra, som børnene
overhovedet ikke kender. Hvad skulle man få ud af det - og så
oven i købet en halvgammel original med en forblæst lap papir i
hånden som det eneste bevis på at "være noget", og som mener at
kunne gebærde sig inden for de tykke mure, hvor den faste
lærerstab er i faste rammer - og som med et linjefag i billedkunst
mageligt kan sørge for de børn, som hungrer efter en anden slags
udfoldelsesmulighed i kreativ retning - i stedet for de fag, som de
gerne vil være fri for.
At tage enkeltfag på Seminariet er en udmærket ting - for dem, som
i forvejen er "inde i varmen", men jeg synes, min gamle svoger
Bertel Haarder skulle se lidt efter i sømmene, hvad det i grunden
er, han har fundet frem til, og om det er særlig smart at lade
folk tro, at sådan en eksamen kan bruges til noget som helst. Nå,
men nu koster det jo også det blege at komme ind, selv på
linjefag, så det kommer måske til at udradere sig selv.
(Nu bliver der blandet en hel del ind i min selvbiografi, som
måske skulle have stået et andet sted.)
Det eneste, jeg nu kunne gøre, var at komme i gang med at
udstykke mine "færdigheder", så alle mine forskellige retninger
kunne bruges til et eller andet, for jeg hader at spilde min tid
- og endnu mere at finde ud af, at jeg er blevet godt og
grundigt trukket
rundt i næsen ved at bruge 4 år på noget, som overhovedet ingen
mission har haft, når man heller ikke må undervise på
aftenskole i billedkunst.
Øvelse gør mester, siger man, og jeg gik igen i gang med alle de
kurser, jeg overhovedet kunne komme i nærheden af. Man kan jo
lidt af det hele som Billedkunstlærer, men man er ikke på noget
som helst felt uopnåelig eller enestående - og det skal man være,
eller i hvert fald næsten, hvis man skal undervise inden for
hvert område, men man bliver jo aldrig færdig med at
eksperimentere.
Måske nogle arbejdsløse kunne tænke sig at være med, i stedet
for at pudse antikke kanonkugler i fredstid som
beskæftigelsesterapi og gå i den tro, at de kan blive til noget,
som kan bruges til noget, når de gør, hvad de kan for at pudse
dem så blanke, at folk kan spejle sig i dem, og i tro på, at de
måske kan blive til guld, hvis de bliver ved.
Jeg troede, det var de andre, der havde snydt mig, men den største
synder er faktisk mig selv. Grib i egen barm og ryst posen.
Måske falder der et par guldkugler ud af posen, men så grib dem
da for pokker, i stedet for at lade dem falde på gulvet, så
nogen kommer til at træde dem i stykker, de har måske været
længe undervejs.
Man er her jo kun den ene gang, hvor man ved, man er. Det gør kun
skade at vente med at handle. Hvem ved, hvad der sker i morgen.
Hvis bogen om "Takt og Tone" er læst, så stik den i baglommen,
den er rar nok at kunne slå op i, men man skal finde sin egen
måde at være til på - de andres liv kan man alligevel ikke leve.
Når man kommer dertil, hvor man ikke kan have sig selv nogen
steder længere, så er det godt, at man kan få sig selv ud.
|