Det er ikke let at begynde en slags selvbiografi, når man, som Emma Gad siger, ikke må begynde med jeg - eller hvem det nu var, der skrev en hel masse om almindelig pli. Derfor begynder jeg med et "men" foran, så falder det vel ikke helt ud af rammen for god forfatteropførsel.

Men jeg blev altså født i 1942 på Lykkevej i Lindholm, og nu skriver vi 2009, så det er ved at være et par dage siden.
Jeg har altid tegnet, klippet, klistret, modelleret og malet, men mest akvarel og oliekridt, ind imellem mine daglige gøremål. Der har desværre været meget lange perioder, hvor de kunstneriske udtryk har ligget i dvale, fordi der ikke har været den nødvendige tid til udfoldelse, og det har gjort mig helt utrolig frustreret, fordi alle mine input lå og lurede lige under overfladen.
Nu, hvor jeg er blevet pensionist og ikke mere er på arbejdsmarkedet, kan jeg få tid. Det var da i hvert fald meningen, for jeg har ventet på at komme "rigtigt" i gang hele mit liv - uden at skulle tage hensyn til, hvor det daglige brød skulle komme fra, imens jeg eksperimenterede for at finde mine egne fødder.
Jeg ved ikke rigtigt, hvor tiden bliver af , for jeg synes, den forsvinder imellem hænderne på mig, uden jeg når at få fat i den rigtige ende, så jeg er stadig frustreret - og jeg er da alvorligt bange for, det ikke bliver ret meget bedre.
Jeg har brugt en masse krudt og penge på utallige kurser. Det har bare gjort min frustration endnu større, så til sidst bestemte jeg mig for at tage en billedkunstlærer-eksamen. Så kunne jeg jo selv undervise i stedet for og samle alle mine forskellige retninger "under ét tag".
Nej, den gik skam ikke, selv om jeg ikke kunne fatte, at skolerne ikke stod i kø for at få fat i det "lysende vidunder", som jeg troede, jeg var, med min fine eksamenspapirer i hånden.
Man tager ikke en lærer ind udefra som billedkunstlærer, ellers skal det da være en, som i forvejen er noget helt specielt, eller med en oldemor et vist sted. Måske på fransk visit, men ikke i en fast undervisning af en klasse. Hvorfor skulle man for resten også det? Det er da fuldstændig galimatias at tage en lærer udefra, som børnene overhovedet ikke kender. Hvad skulle man få ud af det - og så oven i købet en halvgammel original med en forblæst lap papir i hånden som det eneste bevis på at "være noget", og som mener at kunne gebærde sig inden for de tykke mure, hvor den faste lærerstab er i faste rammer - og som med et linjefag i billedkunst mageligt kan sørge for de børn, som hungrer efter en anden slags udfoldelsesmulighed i kreativ retning - i stedet for de fag, som de gerne vil være fri for.
At tage enkeltfag på Seminariet er en udmærket ting - for dem, som i forvejen er "inde i varmen", men jeg synes, min gamle svoger Bertel Haarder skulle se lidt efter i sømmene, hvad det i grunden er, han har fundet frem til, og om det er særlig smart at lade folk tro, at sådan en eksamen kan bruges til noget som helst. Nå, men nu koster det jo også det blege at komme ind, selv på linjefag, så det kommer måske til at udradere sig selv.
(Nu bliver der blandet en hel del ind i min selvbiografi, som måske skulle have stået et andet sted.)

Det eneste, jeg nu kunne gøre, var at komme i gang med at udstykke mine "færdigheder", så alle mine forskellige retninger kunne bruges til et eller andet, for jeg hader at spilde min tid - og endnu mere at finde ud af, at jeg er blevet godt og grundigt trukket rundt i næsen ved at bruge 4 år på noget, som overhovedet ingen mission har haft, når man heller ikke må undervise på aftenskole i billedkunst.
Øvelse gør mester, siger man, og jeg gik igen i gang med alle de kurser, jeg overhovedet kunne komme i nærheden af. Man kan jo lidt af det hele som Billedkunstlærer, men man er ikke på noget som helst felt uopnåelig eller enestående - og det skal man være, eller i hvert fald næsten, hvis man skal undervise inden for hvert område, men man bliver jo aldrig færdig med at eksperimentere.
Måske nogle arbejdsløse kunne tænke sig at være med, i stedet for at pudse antikke kanonkugler i fredstid som beskæftigelsesterapi og gå i den tro, at de kan blive til noget, som kan bruges til noget, når de gør, hvad de kan for at pudse dem så blanke, at folk kan spejle sig i dem, og i tro på, at de måske kan blive til guld, hvis de bliver ved.
Jeg troede, det var de andre, der havde snydt mig, men den største synder er faktisk mig selv. Grib i egen barm og ryst posen. Måske falder der et par guldkugler ud af posen, men så grib dem da for pokker, i stedet for at lade dem falde på gulvet, så nogen kommer til at træde dem i stykker, de har måske været længe undervejs.

Man er her jo kun den ene gang, hvor man ved, man er. Det gør kun skade at vente med at handle. Hvem ved, hvad der sker i morgen.
Hvis bogen om "Takt og Tone" er læst, så stik den i baglommen, den er rar nok at kunne slå op i, men man skal finde sin egen måde at være til på - de andres liv kan man alligevel ikke leve.
Når man kommer dertil, hvor man ikke kan have sig selv nogen steder længere, så er det godt, at man kan få sig selv ud.