Her er en sjov lille historie, som jeg gerne vil videregive. Så langt jeg kan huske tilbage, har interessen for at omsætte tanker til noget, man kunne tage at føle på, altid været til stede hos mig. Som én ud af en søskendeflok på 3 og en arbejdsløs far i et hjem, hvor skillingerne skulle vendes og drejes efter min faders nedbrændte fabrik i Svanemøllen i Svenstrup, en flytning og deraf følgende arbejdsløshed for min far, var der ikke meget at rutte med. Vi børn beskæftigede os meget med at tegne, klippe og klistre, fordi det ikke kostede ret meget. Vores inspiration fik vi gerne fra mors højtlæsning - eller fra fars fantasifulde historier. Det var før TV blev opfundet, og al transport foregik til bens eller på cykel. Hvis vi en enkelt gang skulle til Ålborg, så gik vi gerne; det var for dyrt, når en flok på 5 personer skulle med bussen, uanset om det var sommer eller vinter. Men indenfor var der altid en god varme fra kakkelovnen, som også kunne bruges til at stege æbler i, så det var ganske hyggeligt inden døre.

Interessen for at arbejde med ler fik jeg fra en klump, der blev til overs, når min moder om julen levnede en klat fra en juledekoration. Det var en sjov fornemmelse at have leret imellem sine hænder, og det første jeg lavede, var en lille ”Bambi” - rå. Jeg var så pavestolt, kan jeg huske, og viste den til min mor. Hun slog  hænderne sammen og roste den.
Jeg ville gerne vise den til mine legekammerater, men min moder syntes, jeg skulle lade være. Det kunne jeg ikke forstå og smuttede ud af bagdøren. Mine legekammerater grinede og gjorde nar af den og kaldte den både det ene og det andet; de kunne slet ikke se, hvad det skulle forestille. Jeg blev vældig ked af det, og mor spurgte efter, hvorfor jeg græd. Så måtte jeg jo fortælle, at der jo ingen var, der kunne se, hvad det skulle forestille. ”Hvorfor kunne du så?” spurgte jeg.

”De har ingen forstand på kunst- det skal du ikke bryde dig om”, svarede mor.

Jeg gik ned i vores kælder og gemte den, så ingen skulle finde den. Da jeg en dag, længe efter, gik ned for at hente min lille ”Bambi”, smuldrede den imellem mine fingre. Det lærte jeg en del af - i hvert fald, at ler skal brændes for at kunne holde til forskellige temperatursvingninger.

Så det er godt, man ikke er lavet af ler.